Gratis fragt i DK ved køb over 500,-
365 dages returret*

Vi søger en praktikant til Marketing og Kommunikation

Elsker du marketing og kommunikation, og er du ved at tage en uddannelse indenfor markedsføring, kommunikation, salg og kundeservice? Så er det måske dig vi står og mangler. Vi søger en praktikant der kan tage et stort ansvar inden for kundeservice, og som ønsker erfaring indenfor kommunikation i en lille virksomhed i vækst. Vi søger derfor en dygtig, rar og talentfuld praktikant til foråret og efteråret 2020.

Praktikforløbet

Som vores nye praktikant indenfor marketing og kommunikation får du et stort ansvarsområde, hvor du i samarbejde med vores team kommer til at stå for vores online tilstedeværelse. Her vil du stå for driften af vores sociale platforme samt tekster til hjemmesiden. Du vil desuden få ansvaret for vores kommunikation udadtil på de sociale medier, og du vil kommunikere med vores kunder på mail, telefon og chat. Du kommer herved til at have en daglig dialog med vores kunder, som skal rådgives og hjælpes til at finde de helt rette løsninger.

Et stort del af jobbet bliver også at fange de spørgsmål som bliver gentaget igen og igen, således at vi kan finde en måde hvorpå svarene bliver bedre formidlet online.

Du skal kunne varetage dig følgende opgaver

  • Du får medansvaret for den daglige drift på sociale medier, og skal i samarbejde med vores grafiker og det øvrige team udarbejde ideer til nye opslag. Her står du for opsætning, udvikling af følgere, samt rækkevidde, eksponering og interaktion samt den daglige dialog.
  • Du bidrager til at komme på koncepter til ugentlige nyhedsbreve, samt opsætning og udsendelse heraf.
  • Udarbejdelse af nyt content til webshoppen - herunder nye produkter samt SEO tekster
  • Udarbejdelse af blogindlæg samt tekster til vores website
  • Du står for den daglige kontakt med vores kunder via telefon, chat, mail samt sociale medier.
  • Evt bidrage til linkbuilding både internt og eksternt
  • Ad hoc opgaver

Stillingen tilpasses dine kundskaber. Hvis du har en anden vinkel til en sådanne praktikplads, hvor du mener at dine kompetencer kan bidrage til noget nyt i vores virksomhed hører vi meget gerne fra dig.

Hvem vi søger

  • Du er i gang med en relevant uddannelse inden for salg, kundeservice, markedsføring eller kommunikation, og du ønsker at få erfaring fra en rigtig virksomhed.
  • Du har lyst til at arbejde med forskellige kommunikations opgaver
  • Gode skriftlige kundskaber er et must, da der vil foregå en del skriftlig kommunikation blandt andet via sociale medier samt tekster på hjemmesiden.
  • Du sidder ikke og venter på opgaverne, men er derimod selvstændig og initiativrig.
  • Du er nysgerrig, elsker at lære nyt og er ikke bange for at kaste dig over områder, du ikke kender så meget til.
  • Du har nemt ved at sætte dig ind i nye systemer
  • Du interesserer dig for design og boligindretning.
  • Du er detaljeorienteret, kreativ og leverer arbejde af høj kvalitet

Om os

HOMEDEC er en lille spændende designvirksomhed i stor vækst, og som vores praktikant vil du komme til at indgå i vores lille team og være med til at præge dagligdagen på vores hyggelige lille kontor i Tørring. Du vil få dine egne ansvarsområder særligt inden for kommunikation, hvor du vil stå for virksomhedens budskaber udadtil, både via sociale medier, webshoppen samt kundeservice. Der vil løbende være sparring omkring koncept og kommunikation undervejs.

HOMEDEC er en lille design-webshop med salg af brugskunst, wallstickers og plakater. Vi brænder for smukt design og elsker at levere en god service til vores kunder. Vores produktsortiment bliver hele tiden bliver udvidet, både med udvikling af egne produkter samt med at indgå aftaler med nye brands.

Vi er en lille selvstændig virksomhed, som holder til i Tørring i et hyggeligt kontor-miljø. Vi er en forholdsvis ny virksomhed med en bragende vækst, og som praktikant vil du derfor indgå i et ungt og dynamisk team, hvor du vil få stor indflydelse på de daglige opgaver.

Praktiske informationer

Vi er åbne for praktikperioder af forskellig varighed, alt efter hvad der passer ind i din uddannelse. Tiltrædelse hurtigst muligt, afhængigt af dit studie. Vi forventer en arbejdsuge på ca. 37 timer, men er meget fleksible i forhold til studie og arbejdstider. Praktikken er ulønnet, men vi tilbyder til gengæld søde kollegaer og muligheden for at arbejde i et spændende iværksættermiljø og få indsigt i at drive en lille virksomhed i vækst.

Hvis dette lyder som noget for dig, så send gerne en motiveret ansøgning og CV på mail til rebecca@homedec.dk med emnet "kommunikations praktikant". Eventuelle spørgsmål kan også ske ved henvendelse til Rebecca Line Larsen på mail eller på tlf. 5045 1245.